Fortsæt til indhold

Velfærd eller skattelettelser?

Arkiv
Arkiv

Borgmesterkandidat John Snedker (S) skriver følgende i dette læserbrev:
Genbrug er nok i tidens ånd, men sjældent når det gælder politiske budskaber. Socialdemokraterne vil dog gøre en undtagelse her, idet Johnny Søtrup i Venstres valgprogram hiver en gammel traver i form af ‘råd til skattelettelser’ op af mølposen.
Det bliver ifølge John Snedker uden Socialdemokraternes stemme: “Kassen er tom. Rent faktisk er der i de kommende fire år et gabende hul. Behovet for velfærd i vores kommune med flere ældre mennesker, der har arbejdet et langt liv og nu måske har brug for vores hjælpende hånd, bliver kun større i de kommende år. Samtidigt vil vi gerne være en attraktiv tilflytterkommune, og det kræver gode skoler, fleksible dagpasningstilbud og et stærkt kulturliv.”
Socialdemokraterne og Venstre er enige om, at vi skal arbejde mod at få mere vækst og større tilflytning. Socialdemokraterne meldte allerede dette ud i forbindelse med lanceringen af deres valgprogram ‘Energi til Mere’ tilbage i september. Men Socialdemokraterne er derimod rygende uenige med Venstre om, at dette mål kan nås via skattelettelser og såkaldte effektiviseringer.
“Der er en grænse for, hvor meget man kan effektivisere i en kommune, uden at det kommer til at gøre rigtigt ondt. Hvis Venstre mener andet, må det i sagens natur betyde, at 20 års borgerlig ledelse i denne kommune har gjort den hamrende ineffektiv,” siger John Snedker, og fortsætter: “Man skal ikke stirre sig blind på den borgerlige ideologiske kæphest, som skattelettelser er. Vi vil i stedet bruge de kommende godt tre uger på at overbevise borgerne i Esbjerg Kommune om, at kommunen skal skabe vækst og tilflytning ved at levere de bedste rammebetingelser for borgerne og erhvervslivet. Det mener vi går over velfærdsydelser af høj kvalitet. I en tid med få penge kan man ikke både få velfærd og skattelettelser. Det går ikke, det ville være økonomisk uansvarligt.”
Med favnen fuld af røde roser går et stærkt socialdemokratisk hold bestående af finansminister Bjarne Corydon, (MEP Christel Schaldemose) og borgmesterkandidat John Snedker lørdag kl. 11.30 på gågaden for at få vælgerne i tale. Der er en lige linje mellem det, socialdemokraterne gør lokalt og nationalt plan.
"Økonomisk ansvarlighed er ikke nemt og det fordrer ikke de letkøbte budskaber", siger Bjarne Corydon, og fortsætter: "Det kræver, at man er knivskarp på sine prioriteter, og jeg tror, at John Snedker har set helt rigtigt, når han er skeptisk overfor om der er råd til skattelettelser. Min erfaring er at de borgerlige partier er langt dygtigere til at foreslå skattelettelser end at anvise, hvor pengene til det skal komme fra."