Jyder har en særlig viden i forhold til københavnere
En test i almen viden afslører store regionale forskelle i, hvad danskerne ved og ikke ved
Det viser et stort dataudtræk fra den populære quizapplikation, Trivia Fight. Ofte er forskellene i viden finurlige og morsomme.
Hvis du beder en københavnsk kvinde om at bruge en ”P-ring”, så vil hun sandsynligvis famle forvirret efter P-skiven i sin bil. En jysk kvinde – derimod – ved godt, at en ”P-ring” er et præventionsmiddel.
Den pudsige forskel viser sig i et stort dataudtræk fra det populære quizspil til iPhone, Trivia Fight Quiz, hvor tusindvis af danskere har svaret på over en 1,5 millioner spørgsmål inden for kategorien ”almen viden”. Analysen viser, at der er store regionale forskelle på, hvad man ved i de enkelte landsdele.
”Vi har fundet nogle ret morsomme – til tider næsten klicheagtige forskelle på, hvad man ved i de forskellige dele af landet,” siger Erik Bork, medejer af Trivia Fight.
Københavnerne har for eksempel generelt ingen problemer med spørgsmål, hvor man skal lave lidt hovedregning, men hvis man udskifter tallene med husdyr, så bliver københavnerne pludselig meget forvirrede. Det gælder for eksempel spørgsmålet ”En bonde har 10 får. Alle undtagen 9 dør. Hvor mange levende får har han tilbage?”
”Det er jo et ekstremt simpelt regnestykke, men her svarer jyderne markant mere korrekt,” fortæller Erik Bork.
Regionale forskelle
De regionale forskelle afslører sig også, når der stilles spørgsmål om politibetjentes skæg. I København er de fleste enige om, at en politibetjent ofte forbindes med overskæg. Men den sammenhæng ser jyderne slet ikke. Her mener man, at betjente lige så ofte kan ses med fipskæg, fuldskæg eller for den sags skyld cykelstyrsskæg. Lige så forskelligt ser det ud, hvis man beder en jyde om at købe en ”San Pellegrino” eller at kontakte sin ”helpdesk”. Jyden vil sandsynligvis kigge forvirret på dig. Københavneren – derimod – vil med det samme gå over til området med mineralvand eller ringe til sin IT-afdeling. Helt overordnet klarer hovedstadsregionens sig bedst. De næstklogeste danskerne finder man i Østjylland, hvorimod Fyn og Sønderjylland klarer sig dårligst.