Fortsæt til indhold

Ord i øjet - visuel poesi

Kolding Billedskole og kunstmuseet Trapholt inviterer til fernisering onsdag d. 13. november kl. 17 - 18

Arkiv
Arkiv

Billedskolen kan bare noget helt særligt, når det gælder Koldings børn og unge. Det mener i hvert fald Michael Bjørnboe Korn. Han er underviser på Billedskolen, og én af dem, der har været på skolen i længst tid:
”På Billedskolen skaber vi rum for, at børn og unge kan fordybe sig i billedkunst og målrettet søge at udvikle og skærpe deres eget personlige udtryk. Det, hvad enten det omhandler klassiske udtryksformer som tegning og maleri eller moderne udtryk, hvor digitale medier og værktøjer inddrages.”
135 elever fra 1.-8. klasse er dagligt ”ambassadører” for at få kunsten ind i stuerne, ud i gaderne og, som ferniseringens titel antyder, ind i vores øjne.
Med bl.a. eksperimenterende værker fra det digitale billedværksted vil det myldre med bogstaver og ord på væggene i Kvadratsalen på Trapholt. Det er de ældste elever, 3.-8. klasse fra holdene på Trappergården og i Nicolai, der med en fin fernisering fejrer en sæson, der har budt på masser af bogstavkringlede udfordringer.
Billedskolen forventer at få op mod 300 gæster til ferniseringen d. 13. november. Der er åbent for alle, der har passion for kunst og design, og som gerne vil se, hvad de unge talenter har udrettet.
Elevernes værker kan man se i Kvadratsalen på Trapholt i perioden 13. – 24. november 2013. På ferniseringsaftenen har man også mulighed for at se elevernes skitser på værkstederne i Trappergården i Trapholts have.