Stop Køge Park og DBU!
Vi befinder os i en krisetid, hvor Køge Kommune åbenbart er så økonomisk presset, at de er nødt til at føre en pinlig sag helt til Højesteret, hvor Køge Kommune nægtede at bevilge et ægtepar på 78 år hjemmehjælp!
Der er da også mange projekter at forholde sig til, f.eks Køge Kyst, Søndre Havn, Stationsområdet og det kommende Supersygehus. Dertil kommer øgede udgifter til folkeskolen grundet den nye folkeskolereform og et støt stigende antal ældre, som skal have mulighed for hjælp, hvis vi stadig vil have et anstændigt samfund.
Derfor er det uforståeligt, hvis Køge Kommune vil binde sig til at skaffe 700-800 mill. kr via sponsorer til et nyt stadion, hvis placering iøvrigt rent trafikalt er ret problematisk. Med projektet følger et krav om, at Køge Kommune skal deponere et ukendt antal mill.kr i Indenrigsministeriet.
Det vil belaste kommunekassen. Projektet kan ikke finansieres privat alene, så Køge Kommune vil også skulle stå for driften af lejemålene. Kort sagt: projektet vil belaste Køge Kommune i mange år fremover!
Den virkelige skurk i denne sag er DBU, hvor der sidder en flok mænd, som ikke har opdaget, at vi stadig er i en krisetid. DBU kræver, at en klub i Superligaen skal have plads til mindst 10.000 tilskuere.
Fakta er, at i sidste sæson havde 6 af Superligaklubberne kun ca. 5.000 tilskuere gennemsnitligt! (HB Køge i Superligaen i 2011 kun 3.000 tilskuere gennemsnitlig)!!
Iøvrigt ligger der et stadion 6 km fra Køge Torv, som kan udbygges for et rimeligt antal millioner kr, og Køge Kommune har jo allerede skudt penge i den nyeste tribune.
Kræv derfor, at de opstillede politikere siger nej til DBU`s urealistiske krav.