Det hænger skam sammen.
Jeg har noteret mig, at Lone Ravn (S) på en lang række punkter er uenig i Venstres politik på socialområdet. Desværre har jeg blot 150 ord, med det resultat at jeg ikke kan gennemgå alle punkterne. Men lad mig tage udgangspunkt i vores ønske om at ansætte flere socialrådgivere, for at reducere antallet af sager pr sagsbehandler. Dette vil med sikkerhed skabe et bedre arbejdsklima, mere systematisk sagsbehandling og foranstaltninger der kan stå mål med indsatsen. Overbebyrdede og sygemeldte ansatte, konstant oplæring af nye, fordi folk søger væk, koster ressourcer, menneskeligt såvel som økonomisk. Ydermere vil kontinuitet og høj faglighed sikre bedre samarbejde med familierne og dermed bedre løsninger. Det giver ofte bedre resultater at kunne sætte massivt ind, mens de udsatte børn er små, end når de er blevet teenagere. Hvad mener Lone Ravn kunne være et alternativt forslag, for at rette op på dette område?