Fortsæt til indhold

Nu får elever løn på barsel

Sønderborg Kommune ændrer praksis og giver elever løn under barsel

Arkiv
Mikkel Hansen

Fagforeningen FOA har den seneste tid rettet en voldsom kritik mod Sønderborg Kommune for behandlingen af elever, der bliver gravide.
Kommunens praksis har hidtil været, at elevforløb bliver sat i bero, når en elev bliver gravid, og genoptaget, når eleven har overstået sin barsel. Under barselsperioden har eleverne fået barselsdagpenge i stedet for elevløn, hviket har stillet dem dårligere økonomisk.
Men det bliver nu ændret.
”Vi har diskuteret sagen i økonomiudvalget, og vi er enige om, at vi gerne vil give eleverne fuld løn under barsel,” siger borgmester Aase Nyegaard, der stadig fastholder, at kommunen ikke har handlet forkert hidtil.
Kommunen har på anbefaling fra Kommunernes Landsforening henholdt sig til at eleverne teknisk set er midlertidigt ansatte, dermed ikke har krav på løn i barselsperioden.
”Vi vil gerne være attraktive for elever og også fremme folks mulighed for at stifte familie, for det har vi jo også brug for,” siger Aase Nyegaard.
Beslutningen træffes formelt på næste økonomiudvalgsmøde i starten af december, hvorefter forvaltningen ændrer praksis.