Esbjerg Energy vil fortsætte stabiliteten mod SønderjyskE
Esbjerg Energy har demonstreret den ønskede stabilitet i de seneste kampe. I aften gælder det lokalrivalerne fra Sønderjylland.
Esbjerg Energy har demonstreret den ønskede stabilitet i de seneste kampe. I tirsdags blev Herning sendt hjem fra Granly Hockey Arena med et 0-3 nederlag, og fredag måtte Rungsted hjemme i Hørsholm se sig slået af de energiske vestjyder med 6-3.
I aften klokken 19.00 kan det så blive ”alle gode gange tre” når SønderjyskE gæster Esbjerg.
Her er det dog Esbjerg, som har revanche til gode, efter SønderjyskE vandt den første kamp med 6-4 efter en gul ”dobbeltudvisning” og to lyseblå scoringer i de sidste par minutter af 3. periode:
"Vi var trætte af, at vi tabte den kamp, men det var ligeså meget måden vi tabte på. Vi kom godt tilbage og tabte på udvisninger i de sidste minutter. Ellers har vi bevist, at vi kan spille lige op med dem, når vi spiller vores spil," siger angriberen Lasse Holgaard, mens cheftræner Mark Pederson supplerer:
"Ja, et par ”foræringsudvisninger” i forhold til de normale domme. Men vi skal også give dem kredit for at have vist deres færdigheder, potentiale og udnytte deres muligheder. Vi har derfor talt om, at vi skal undgå udvisninger, spille kampen fem mod fem og ikke give dem overtalssituationer. Specielt ikke fem mod tre."
Lasse Holgaard har spillet en enkelt sæson i SønderjyskE, og er ikke bange for at benytte erfaringerne fra det sønderjyske:
"I Vojens, går de utroligt meget op i hockey, og deres resultater taler for sig selv: De vil vinde! Med det nye vi har startet, har vi samme mål. Og jeg synes ind til videre, at vi i kampene har vist at vi vil vinde og kan være med, der hvor det er sjovt."
Og i Esbjerg er tegningen til noget stort skitseret:
"Vi skal spille vores eget spil. Det spil som gør os succesfulde. Og en del af det er godt hårdt arbejde. Spil efter de indøvede systemer og så må vi ikke forære dem noget som helst," forklarer Mark Pederson og tilføjer:
"Kort sagt, lade dem arbejde for enhver mulighed de får."
SønderjyskE fører Ishockeyligaen med 21 point efter 9 kampe. Esbjerg er nummer fem med 12 point efter 7 kampe.
Esbjerg Energys trup til aftenens kamp:
Målmænd: Dennis Jensen og Ervins Mustukovs.
Backs: Jannick Christensen, Anders Krogsgaard, Andreas Pedersen, Rasmus Vad Christensen, Taylor Ellington, Evan Stoflet og Philip Hersby.
Forwards: Kasper Gommesen, Michael Binderup, Frederik Bjerrum, Søren Christiansen, Sune Hjulmand, Lasse Holgaard, Søren Nielsen, Colin Vock, Tyler Mosienko, Lance Monych, Shawn Limpright og Kirill Starkov.