Et point til både HB Køge og Rishøj
FODBOLD: Trods kun 10 mand på banen i godt en time, lykkedes det alligevel et fantatsisk godt fightende HB Køge hold at få det ene point med hjem fra søndagens svære udekamp mod Silkeborg IF i Nordicbet Ligaen.
Thomas Ndungu fik nemlig i kampens 34. minut sit andet gule kort og dermed marchordre - blot to minutter efter at hjemmeholdet havde bragt sig foran 1-0.
HB Køge fik bonus for den heroiske fight da forsvarsspilleren Eddi Gomes fire minutter før tid fik banket bolden i nettet til 1-1.
Også Rishøj fik en uafgjort ud af anstrengelserne da holdet lørdag på hjemmebane lidt skuffende kun fik 3-3 mod Næsby BK.
Rishøj fik ellers en god start på kampen da Andreas Albech efter et lille kvarters spil fik bragt sit hold foran 1-0. Inden pausen fik gæsterne udlignet.
Ti minutter efter pausen kom Næsby på 2-1 efter en friløber over en halv banelængde. Rishøj kom dog tilbage i kampen og anfører Dennis Schmidt fik udlignet på et straffespark begået mod Martin Jensen et kvarter før tid. Godt fem minutter senere bragte Jesper Dahl hjemmeholdet foran 3-2 og dette var også stillingen til fire minutter inde i dommerens tilægstid. Så lykkedes det gæsterne at udligne til 3-3 - til trods for at holdet godt 10 minutter tidligere var blevet en mand i undertal på grund af et rødt kort.
pm