Jægernes valg den 19. november?
Læserbrev
Lars Lykke Kristensen, Formand Haderslev Jægerforening
Da Haderslev Jægerforening i 1987 (for 26 år siden) måtte flugtskydningsbanen på Moltrupvej nedlægges p.g.a nyt industriområde, lød meldingen fra kommunen på, at der ville blive fundet plads til en ny skydebane øst for E45. Siden er der intet sket i sagen – på trods af, at Udvalget for Teknik og Miljø i enighed har anbefalet, at projektet skulle have høj prioritet.
I dag har jægere fra Haderslev derfor omkring 35 kilometer til de nærmeste flugtskydebaner. Det gør det det unødigt svært for Haderslev-områdets jægere at træne de skydefærdigheder, der er en forudsætning for ansvarlig jagtudøvelse. Det gør det også svært at uddanne nye jægere, hvilket er et punkt, som Miljøministeren sætter særligt fokus på i den nye jagtprøve, der træder i kraft i 2014.
I Haderslev Jægerforening forsøger vi efter bedste evne at afhjælpe problemet med en mobil skydevogn, der anvendes på forskellige lokaliteter omkring Haderslev. Det er ikke nogen optimal løsning, hverken for os jægere eller for beboerne i de områder, der skydes i, selv om vi tager størst mulige hensyn.
Vi ser også gerne, at der fremover tilbydes kommunens ungjægere uddannelsesjagter på de kommunale naturarealer, således som det finder sted i de fleste nabokommuner.
Der er 1400 jæger i Haderslev Kommune, heraf 400 i selve Haderslev. Hvem skal jægerne stemme på – hvilke kandidater vil arbejde for jægernes sag og allerede under valgkampen give en klar udmelding om at denne sportsgren fremadrettet vil få en høj prioritet i lighed med øvrige fritids- og kulturaktiviteter i Haderslev kommune.