Borgerombudsmand i Køge kommune
Ny Centrum vil gerne have en borgerombudsmand eller en borgerrådgiver. Der er rigtig mange borgere som føler, at de ikke bliver hørt eller forstået i forbindelse med sagsbehandlingen på kommunen.
Det skal derfor være muligt for disse borgere, at henvende sig til borgerombudsmanden, som med objektive øjne, kan se på sagen og afgørelsen. Det vil skabe større retssikkerhed for borgerne og sikre, at borgere som har behov for hjælp også får hjælp og den ikke mindst den rigtige hjælp.
Folketinget har allerede en ombudsmand som det også er muligt at indbringe kommunale sager for. Men det er ofte et meget stort skridt for borgeren, at henvende sig til folketingets ombudsmand. Og vi skal sikre, at borgere som ikke lige har personlige ressourcer eller et netværk, også har mulighed for at få prøvet sin sag, hvis borgeren mener afgørelsen er forkert. Det skal ikke være sådan, at kun stædige og ressourcestærke borgere kan påklage kommunens afgørelser.
På den anden side kan borgerombudsmanden også sikre, at indholdsløse eller rituelle klager stjæler en masse sagsbehandlingstid, som kunne anvendes meget bedre på dem som har en reel indsigelse.
Tove Knappmann
Byrådskandidat for Ny Centrum