Fortsæt til indhold

40 år og nu med ovenlys

Arkiv
ark

Når man for fremtiden går i vandrehallen på Hvidovre Gymnasium & HF kan man kigge op – og se lys.
Gymnasiet har nemlig – som en del i en større renoveringsproces – fået lavet ovenlysvinduer i den store hall, der binder de to indgange sammen.
Hvidovre Gymnasium & HF har jubilæum i år, og bygningerne er 40 år gamle. Selvom de løbende er blevet vedligeholdt og altid har været i pæn stand, så trængte man til en fornyelse, fortæller rektor Kirsten Jensen.
- Vi hører tit gæster give udtryk for, at bygningen er pæn, godt vedligeholdt og på ingen måde virker nedslidt. Men bygninger skal selvfølgelig løbende renoveres, og de seneste tre år har vi fået lavet en hel del, siger Kirsten Jensen.
Der er bl.a. lavet loungeområde til eleverne i aulaen og en gennemgribende renovering af laboratorier og undervisningslokaler til kemi og fysik.
- Vi har f.eks. nu et kemilaboratorium, som er bedre udstyret med stænkskabe end Kbhs. Universitet, siger rektor.
Lærerværelset er desuden flyttet ned i stueetagen, så lærere og elever er tættere på hinanden på samme etage udenfor undervisningen.
- Derudover har vi fået nye lofter i hele stueetagen, herunder i elevernes opholdssteder i aula og kantine og som sagt etableret ovenlys, siger Kirsten Jensen.
Gymnasiet er renoveret energirigtigt med LED-lys overalt.