Garant vokser trods krisen
Garant i Køge har naturligvis mærket finanskrisen på omsætningen. Nu satser forretningen på udvidet sortiment og øget markedsføring, for det er i krisetider, man skal ekspandere
KØGE: Krisen har været hård ved detailhandelen. Men trods krisen er Garant-kæden inde i en vækstperiode. Kæden er vokset fra 50 til 60 butikker i de seneste år, og i 2015 forventer kæden at have 80 butikker og dermed være helt landsdækkende.
- Siden 2010 har vi strømlinet og effektiviseret vores butik, og nu er vi i fuld gang med nye offensive tiltag. De skal gøre forretningen mere interessant og styrke vores markedsføring markant, fortæller Flemming Holst Jensen fra Garant i Køge.
Kædesamarbejdet gør, at Garant kan købe stort ind og dermed tilbyde kunderne produkter og ydelser til gode priser. Samtidig kan Garant satse på nye spændende produkter som for eksempel gulve, der tåler vand.
Kædens størrelse giver fleksibilitet og gør det muligt at tilbyde specielle og skræddersyede tilbud og løsninger til den enkelte kunde. Desuden har Garant et stort og veluddannet korps af montører, som kan give kunden tryghed, fordi det placerer hele ansvaret et sted.
- Alle disse nicher og satsningsområder kan vi gøre endnu mere ud af, når Garant-kæden vokser. Vi kan købe endnu større ind, få endnu bedre priser og finde plads til flere interessante og nyskabende produkter, der kan komme vores kunder til gode, siger Flemming Holst Jensen.