Velfærdsrobotter
Kan du forestille dig, at miste evnen til at løfte dine arme? Pludseligt eller langsomt at miste sin personlige frihed til at gøre hvad man har lyst til. En frygtelig skæbne som ingen af os ønsker, men virkelighed for nogen.
Skal vi tilbyde disse mennesker, at få hjælp fra en robot i stedet for et menneske. Ikke efter min opfattelse. En robot vil aldrig kunne erstatte personlig hjælp og pleje. Et måltid med en robot kan efter min opfattelse ikke blive en rar oplevelse. Mange af os bruger jo også måltidet som en social begivenhed med lidt sniksnak og hygge.
Det kan robotten altså ikke. Og ensomhed er desværre også noget som ofte følger med de mistede evner. Man kan ikke selv – uden hjælp – opsøge andre, men bliver afhængig af, at besøgende kommer til én.
Derfor kan et besøg af plejepersonalet måske være den eneste kontakt man har med verdenen udenfor. Et besøg som også kan bringe andet end bare det at få stillet sin sult. Lidt menneskelig kontakt som vi alle har behov for.
Så jeg vil ikke stemme for, at den personlige pleje bliver overtaget af robotter – uanset hvilke effektiviseringsgevinster der kan påvises. Det handler om mennesker og ikke kroner og øre, når vi taler om behandlingen af vores svageste borgere.
Brug de teknologiske hjælpemidler hvor det er et brugerønske eller hvor det kan lette plejepersonalets arbejdsopgaver ved f.eks. løft og lignende.
Tove Knappmann
Byrådskandidat for Ny Centrum