Venstre vinder
Venstres nye kandidat til Roskilde Byråd, bankmanden Lars-Christian Brask, var fuld af optimisme, da han kom til rådhuset henimod klokken 21.30.
- Vi vinder. Jeg plejer aldrig at være med til at tabe, udbrød han, mens de første resultater rundt om fra afstemnings-stederne i kommunen stadig var på vej ind.
Lars-Christian Brask var i sin tid med til at starte ungdomsbanken 'Stedet' hos den daværende Roskilde Bank. Siden gjorde han stor finans-karriere i London, men vendte for et par år siden hjem til Roskilde, hvor han nu blandt andet er aktiv som professionelt bestyrelses-medlem i en række selskaber.
Han spås ganske pæne chancer for at blive valgt på personlige stemmer, idet Venstre har sideordnet opstilling, så det alene er disse, der afgør, hvem som skal have partiets mandater i byrådet.
Her ses Brask sammen med Venstres borgmester-kandidater, Bent Jørgensen. (Foto: Erling J.)