Fortsæt til indhold

Esbjerg fB’s norske profiler nærmer sig comeback

Arkiv
Arkiv

Med Hans Henrik Andreasen og Emil Lyng i karantæne har Esbjerg fB's cheftræner, Niels Frederiksen, færre midtbanespillere til rådighed i den kommende superligakamp mod bundholdet SønderjyskE fredag den 22. november på Haderslev Fodboldstadion.
Til gengæld er der håb om, at de to norske teknikere, Magnus Lekven og Mohammed Fellah, vil være klar til indsats efter flere uger plaget af skader.
"Vi håber, at begge kan være tilbage på træningsbanen i begyndelsen af næste uge. Vi har brugt denne uge til at bygge på dem konditionsmæssigt, og nu skal vi gerne snart lægge mere bold på," siger Niels Frederiksen.
Især for Magnus Lekven, der spillede sin seneste superligakamp 6. oktober mod OB, vil det være vigtigt at få flere gange boldtræning i benene, hvis han skal nå at blive klar til endnu en vigtig kamp i Superligaen efter sin lyskeskade. Mohammed Fellah, der i fire superligakampe højst har spillet en halvleg og senest var i aktion 15 minutter mod FC Midtjylland 3. november, har trods sine hofteproblemer været med i boldtræningen det meste af tiden. Niels Frederiksen bedømmer hans aktuelle kapacitet til omkring en halvleg, med stigende kurve, hvis træningen intensiveres i den kommende uge.
"Hvis det lykkes at få Lekven og Fellah klar, vil det give os flere muligheder. Derudover er Fellah som mellemrumsspiller en helt anden type end de angribere, vi har i forvejen. På midtbanen har Jeppe Andersen i fraværet af både Lekven og HH grebet chancen på fornemste vis, og når Lekven bliver klar, har vi et forholdsvis bredt udvalg af spillere på den centrale midtbane," siger Niels Frederiksen.
EfB holdt sig med det ene point mod FC København fri af bundpladserne i den tætte liga.
"Efter fire nederlag i ligaen var det rart med et point mod et hold, der – med respekt for de andre modstandere – er væsentligt stærkere end de fire hold, vi har tabt til. Selv om vi fortsat har svært ved at score mål, fik vi vist, at vi kan præstere i Superligaen, og det giver optimisme inden de sidste tre spillerunder i 2013," siger Niels Frederiksen.