Fortsæt til indhold

Ungdomspolitisk vælgermøde på Tapperiet i Køge

Arkiv
Arkiv

VALG 2013: I forbindelse med det forestående kommunalvalg, inviterer Tapperiet til vælgermøde, der specielt henvender sig til unge førstegangsvælgere og til dem, der vil gøre sig klogere på forskellige partiers valgprogrammer og deres holdninger til ungdomspolitiske spørgsmål.
Således er der politisk debatrunde torsdag den 7. november i Tapperiets café, hvor fire unge politikere vil debattere kommunalpolitiske punkter og programmer, samt besvare spørgsmål fra publikum.
Der vil altså være rig mulighed for at gøre sig klog på nogle af de forskellige partiers mærkesager og afstemme dem i forhold til ens egne holdninger.
De fire unge lokalpolitikere der deltager i vælgermødet er: Frederik Just Blangsted (V), Jakob Mark (F), Mads Andersen (C) og Rasmus Felt (A).

Få afklaring på dilemmaer

19-årige Marie Christine Bohnsen er medlem af Tapperiets ungestyregruppe ”Juntaen” og medarrangør af vælgermødet.
- Det er første gang jeg skal stemme til et kommunalvalg og det er vigtigt for mig, at jeg sætter mit kryds det rigtige sted. Lige nu er jo dog ikke afklaret med, hvem jeg vil stemme på og jeg ønsker således, at dette arrangement kan afhjælpe mig med, at få svar på nogle af mine spørgsmål og få løst nogle dilemmaer i forhold til at skulle afgive min stemme den 19. November, siger hun om incitamentet for vælgermødet og kommer yderligere med en opfordring til andre unge i kommunen:
- Jeg er sikker på, at der er flere unge der har det ligesom mig i forhold til valget. Dem vil jeg opfordre til at møde op til vælgermødet og spørge ind til politikernes holdninger.
Vælgermødet for unge torsdag den 7. november starter kl. 19.
Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding – man kan bare møde op i Tapperiets café. Det vil være muligt at købe snacks og drikkevarer og i anledningen af arrangementets politiske karakter, vil der også være ”politiske slush-ice” (røde og blå) og flæsk på menukortet.
Vælgermødet er et af flere arrangementer der vil blive afholdt på Tapperiet i forbindelse med kommunalvalget den 19. november.
pm