Spørgsmål til politikerne
Jeg har to spørgsmål til politikerne i Randers. Det ene handler om bustrafikken. Efter min mening har Randers et bussystem, der lever op til målet: At det skal være attraktivt at køre kollektivt. Men - det gælder kun i dagtimerne - ikke om aftenen.
Jeg kender mange, som har store problemer med at komme hjem efter besøg i foreningslivet, fra forestillinger på Værket eller fra biografen. Af hensyn til byens trivsel og byens omdømme bør der være buskørsel fra centrum kl. 23.00, uanset om man bor i byen eller i omegnen. Der bør også være natbusser i hele Randers Ugen. "Det er en omkostning", siger nogle politikere. Det kan jo i stedet kaldes en investering til gavn for Randers.
Lad mig få nogle klare svar.
Det andet spørgsmål handler om navnet på det nye bad på Viborgvej. Jeg passerer stedet hver søndag morgen på vej til Kærsmindebadet og har til min rædsel set et skilt, hvorpå der står "Water Wellness - Randers"
Det nye bad skal da have et dansk navn, selv om det er en udenlandsk koncern, der skal stå for driften. Jeg ved, at borgmesteren tidligere har formået at få lavet nogle ændringer på projektet. Så jeg håber og tror, at mit forslag kan gennemføres.
Erik Dyring-Olsen
Medlem af Dansk Samlings hovedbestyrelse
Kaskelotten 29, st. tv
8960 Randers SØ