Randers – en grøn cyklende kommune
Randers skal være en grøn kommune. Vi skal passe godt på vores natur og miljø, og vi er godt på vej, men vi skal videre. En ambitiøs grøn målsætning er nemlig gavnlig, både for erhverv, vækst og trivsel i Randers. Godkendelse af byggeri og erhverv skal ske på et bæredygtigt grundlag, hvor vi bl.a. har øje for sikring af grundvandet, vores drikkevand, beskyttelse af naturværdier og kulturlandskaber samt bevaring af levesteder for dyr og planter. Socialdemokratiet ser affald som en ressource, der skal genanvendes. Derfor skal affaldsmængderne nedbringes. Mere skal genanvendes og mindre forbrændes. Randers Kommune skal fortsat arbejde med naturpleje for at fremme biodiversitet, og kommunens naturområder skal forvaltes ud fra økologisk bæredygtighed.
Randers blev kåret som årets cykelkommune i 2013. Det skal vi være stolte af, men der skal ikke hviles på laurbærrene, eller rettere cykelstierne. Vi skal fortsætte etablering af cykelstier, så det bliver attraktivt at vælge cyklen, og skolevejene skal sikres, så børnene trygt og sikkert kan færdes til og fra skole. Sti- og rutenet skal være sammenhængende, så det er nemt for alle at komme fra start til mål. Gudenåen og Randers Fjord udgør en fantastisk natur. Vi skal arbejde for bedre adgang til naturens rekreative værdier og for genopretning af Gudenåen som et rigt fiskevand til glæde for borgerne og for en øget turisme. Socialdemokraterne vil understøtte arbejdet for Naturpark Randers Fjord.
Torben Hansen, MF(S)
Byrådskandidat
Gl. Hobrovej 177
8920 Randers NV