Succesfuld sæson
Koldings amerikanske fodboldklub Kolding Guardians har haft en fantastisk sæson
Især ungdomsrækkerne har gjort sig bemærket, idet både U16 og U19 holdet spillede sig i deres respektive DM-finaler, for første gang i klubbens korte historie. Det blev til to sølvmedaljer efter to tætte kampe. Formand Christian Pedersen:
”U16 og U19 har gjort det fremragende. Det er en kombination af en stor og dygtig trænerstab, talentfulde spillere og stor forældreopbakning, der har gjort udslaget.
Vores seniorer havde også den bedste sæson i mange år, for vi meldte allerede fra til slutspillet inden sæsonen, idet vi var nyoprykkere til Kvalifikationsligaen, landets næstbedste række, og følte vi lige skulle stabilisere os i ligaen. Det kan man roligt sige vi gjorde, for vi vandt alle 10 grundspilskampe".
Klubben er åben for alle, der har lyst til amerikansk fodbold, og alle typer mennesker, store og små, tykke og tynde, kan finde en plads på banen.
Kolding Guardians holder åbent hus (eller Rookie Day) lørdag den 23.november i Bakkeskolens hal i Seest. U12, U14 og U16 fra kl. 13.30 – 15. U19 og Senior fra kl. 15 - 16.30. Her kan man få lov at prøve kræfter med en anderledes sport og få en sjov eftermiddag.