Helt urimeligt valgprogram på DR
”De er kommet fra det nordligste Jylland og det sydligste Falster, fra storbyer og småflækker”. Sådan lød den indledende speak til DRs valgudsendelse Demokratiets aften på DR1 søndag aften. Og de oplevede en manipulation med tal, der var helt urimelig, me
”DR blev ved med at påstå, at vi har sparet 4,5 mio. kroner på vores asfaltkonto. Og det matcher, hvad vi giver til Randers Kammerorkester. Men det er ikke korrekt. Der er sparet 1,375 mio. kroner på asfaltkontoen. Det gjorde jeg DR opmærksom på allerede inden udsendelsen, men alligevel godkendte Ask Rostrup, at der blev sagt 4,5 mio. kroner flere gange i udsendelsen,” siger Henning Jensen Nyhuus.
Han er rasende over behandlingen. Det samme er orkesterchef og dirigent David Riddell fra Randers Kammerorkester.
”Jeg blev spurgt, om Randers Kammerorkester ville medvirke i et portræt af Randers Kommune, fordi kommunen er førende inden for kulturområdet. Det skulle anvendes i en valgudsendelse. Det sagde jeg ja til. På intet tidspunkt fik jeg at vide, at der var tale om, at vi skulle stilles op i et dilemma. Det ville vi have sagt nej til, for det er et fuldstændig useriøst dilemma. Verden er mere kompliceret og kan ikke stilles sådan op,” siger David Riddell.
Det er Henning Jensen Nyhuus helt enig i.
”Når vi giver penge til kammerorkesteret, giver staten det samme beløb. Vores kammerorkester spiller både på skoler og institutioner, deltager i undervisningen i musikskolen og giver koncerter. Det ville altså være en noget mere kompleks spareøvelse end blot at spare 4,5 mio. kroner og så rulle mere asfalt ud. Især da vi slet ikke har den besparelse på asfalten. Jeg er simpelthen rasende over den manipulation med tal, der her er tale om,” siger Henning Jensen Nyhuus.
I Randers kommune er et flertal i byrådet enige i, at det er væsentligt at prioritere kultur og naturområdet. Et enigt kulturudvalg i Randers Kommune har netop vedtaget en ny fire-årig aftale med Randers Kammerorkester.