Fortsæt til indhold

To rumænere dømt for kabeltyveri og forstyrrelse af S-togsdriften

Arkiv
Arkiv

DOMME: To mænd på 27 og 41 år - begge fra Rumænien - har ved Retten i Roskilde fået ubetinget fængsel på henholdsvis 4 og 5 måneder for tyveri af kobberkabler og for at fremkalde omfattende forstyrrelse af driften på S-togsbanen.
Ved retten i Roskilde blev de to mænd dømt for at have stjålet kabler ved Karlslunde station den 2. oktober i år. Tyveriet af kablerne havde store konsekvenser for togtrafikken den pågældende dag, hvor adskillige toge var enten aflyste eller forsinkede. Retten vurderede, at der var tale om omfattende forstyrrelse i driften af S-togene, og de blev derfor også dømt for overtrædelse af straffelovens § 193.
Udover fængselsstraffen blev de begge udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.
Den 27-årige var tidligere straffet og blev også dømt for bl.a. dokumentfalsk, og derfor fik han en lidt længere straf.
- Når de har fået så relativ hård straf for tyveri, håber vi, at det kan afskrække andre fra at begå lignende tyveri – for det har, som dommeren påpegede, været til stor gene for mange mennesker, siger anklagerfuldmægtig Maria Kjeldsen.
Derudover blev en 30-årig rumænsk mand idømt 30 dages ubetinget fængsel og udvist af Danmark i 6 år, efter at han den 2. november 2013 havde begået indbrud i en virksomhed på Metalgangen i Greve.
Herfra blev stjålet to computere.
pm