Fortsæt til indhold

Ungeråd er meget mere end et klubråd

Arkiv
Af Mursal Khosrawi, Køge

På valgmødet på Handelsskolen d. 22. oktober præsenterede jeg Radikale Venstres ide om, at Køge skal have et Ungeråd.
I Dagbladet tager Jakob Mark fra SF ideen op. Han mener, at et planlagt klubråd blot kan omdøbes til et Ungeråd. Klubrådet skal bestå af to repræsentanter fra hver klub og to fra Tapperiet.
I mine øjne er et Ungeråd meget mere end et klubråd. Ideen med et klubråd er super fint, men det er slet ikke det samme som et Ungeråd. I et Ungeråd har ALLE byens unge en stemme og indflydelse, også når der ikke er valg og politikerne ikke er optaget af valgkamp.
For mig er det meget vigtigt at skelne mellem et klubråd, som kun er for dem der kommer i klubberne og et Ungeråd som er for alle unge i kommunen, uanset tilhørsforhold. Vi skal have et Ungeråd i Køge fordi unge skal have en oprigtig indflydelse og en stemme, der bliver lyttet til af de "gamle" i Byrådet.
Unge fra forskellige miljøer ved, hvad der optager de unge, og de har en klar fornemmelse af, hvorfor nogle unge træffer dårlige valg, og hvorfor andre unge kommer styrket gennem ungdommens mange svære valg.
Jeg vil gerne være de unges stemme i Køges Byråd, og jeg vil arbejde for, at demokrati og fællesskab bliver vigtige holdepunkter for alle unge i Køge Kommune. Fremtidens Køge tilhører nutidens unge.
Mursal Khosrawi
. Kandidat til Køge Byråd fra Radikale Venstre.