Stands hykleriet.
Som tidligere skrevet har Aabenraa Kommune givet midlertidig tilladelse til, at akseltrykket må hæves fra 8 til 10 tons for gyllekøretøjer. Et gyllekøretøj må herefter veje 48 tons.
Men trist nok for nærdemokratiet er det ikke noget, man kan få oplyst hverken på Aabenraa Kommunes hjemmeside eller ved henvendelse til Kommunen, end ikke en mail direkte til formanden for Teknik og Miljø, Erwin Andresen, fås oplysningen. Man kan imidlertid se ved opslag på Landbrug og Fødervarers hjemmeside, at det forholder sig sådan.
Hvorfor melder man ikke klart ud, at alt land udenfor selve Aabenraa/Rødekro bare skal være landbrugsindustriområde, hvor der kan køres med megatunge gyllekøretøjer og mange andre store og tunge landbrugskøretøjer med åbenbart frie hastigheder på selv de mindste veje.
Hvorfor snakker man så meget om at standse fraflytningen fra landområderne og laver flotte udvalg, der skal styrke turismen, når det man gør, har den diametralt modsatte effekt.
Hvorfor standser man ikke dette hykleri!
Og hvorfor skal landbruget, der end ikke bidrager til vejenes vedligehold med vægtafgift egentlig have lov til at misbruge og køre de små veje ned, som det sker i dag.
Skulle man ikke i handling tage hensyn til hinanden og vores miljø i et lille tætbefolket land som Danmark, eller er det kun i ord.