Fortsæt til indhold

Ringriderpenge giver juleglæde

En God Jul for Alle har modtaget 32.839 kr. af Ringriderfestens Børneland og Fri BikeShop i Sønderborg

Arkiv
Af Katrine Dyrgaard

De svagt stillede familier i Sønderborg kan se frem til en bedre jul.
Ringriderfestens Børneland uddelte mandag indtægterne fra årets cykelauktion og lykkehjul, det skete hos Fri BikeShop i Sønderborg. Pengene blev overrakt til foreningen En God Jul for Alle, så socialt dårligt stillede familier i Sønderborg kan få en bedre jul.
Ringriderfesten i år havde 125 års jubilæum og publikumsrekord. Der blev i år også indsamlet et rekordstort beløb, 32.839 kr., hvilket formand for Ringriderfesten Jes Andersen er meget stolt over. 14.800 kr. indsamlet fra de auktionerede cykler, sponsoreret af Fri BikeShop i sønderborg og 18.039 kr. blev indsamlet fra det lykkehjul, der stod i Børneland, under Ringriderfesten. Der blev auktioneret otte børnecykler i alle størrelser, og Fri BikeShop vil sponsorere otte cykler igen næste år til ringridning.
”Vi var ikke sikre på om vi overhovedet kunne få solgt cyklerne, men de blev endda solgt til folk fra Nordjylland,” nævner Kent Nissen.
De otte cykler blev brugt til cykelringridning i år af børnene, og derefter solgt på auktion. Kirsten Pauly som er repræsentant for En God Jul for Alle, modtog de to checks fra ringriderfestens formand Jes Andersen og Kent Nissen fra Fri BikeShop.
Foreningen En God Jul for Alle uddeler hvert år omkring juletid, gavekort til Sønderborg Handel til udsatte familier. Sidste år blev der uddelt 200 gavekort til familier i Sønderborg. I år er der samlet 200.000 kr. ind til En God Jul for Alle. Man kan søge om gavekort fra En God Jul for Alle på deres hjemmeside www.engodjulforalle.dk. Ansøgningsfristen er den 29. november.