Whisky i mange varianter
GAVEIDÈ: - Det er en naturlig proces med naturens materialer. Den kan man ikke styre fuldstændigt. Derfor vil vi gerne have mange fade i gang, så vi får mange varianter og høster mange erfaringer. Vi kommer helt sikkert ikke til at flaske det hele. Vi får derimod en masse varianter, så vi kan vælge det bedste fad til at gå i handelen med, siger Claus Braunstein fra Bryghuset Braunstein på Køge Havn.
Til den lidt mere whisky-interesserede kunde har Braunstein netop lanceret en samleæske i 249 eksemplarer med mindre flasker af tre forskellige whiskyer.
Sammen med en bog, whiskyglas og lidt af historien bag indgår de 100 cl whisky i en æske kaldet Warehouse Edition.
De tre whiskyer i æsken er udvalgt af de gæster, som løbende besøger fadlageret og er med til at smagsbedømme whiskyen fra de forskellige fade.
En rigtig god jule- eller adventgaveidé til familiens whisky interesserede medlem.