Sådan! Stemmeprocenten steget med knap 10 procent
"Folk står i kø for at få lov at stemme".
Rådhusbetjentene, der kører i pendulfart mellem valgstederne i Hvidovre, har her til aften meldt om langt flere mennesker end tidligere set ved kommunal- og regionsvalget.
Godt nok var valgdeltagelsen i 2009 - overalt i landet - skuffende.
Men det gør bare glæden ved stemmeprocenten i 2013 endnu større: Det endelige resultat viser, at valgdeltagelsen i Hvidovre Kommune er steget hele 9,3 procent fra 2009 til 2013.
Hele 68,1 procent har stemt i dag. 27.398 af Hvidovres borgere har sat deres kryds. 40.172 er stemmeberettigede.
Valgdeltagelsen i 2009 var kun 58,8 procent.
Der har dermed været run på de i alt otte valgsteder i Hvidovre, der åbnede kl. 9.00 og lukkede kl. 20.00.
Allerede nu er de valgtilforordnede igang med at tælle stemmerne op. På rådhuset regner man med snart at have de første resultater i hus.
Det mindste valgsted, Præstemoseskolen, vil formentlig være det valgsted, vi først ser resultat fra.
Når stemmerne er talt op senere på aftenen, ringes resultatet ind fra valgstederne og registreres hos KMD, der automatisk udregner mandaterne. Valgforbundene er på forhånd registreret, således at udregningen kan ske automatisk på baggrund af de politiske aftaler, der på forhånd er indgået.
Først i morgen foregår fintællingen. Det kan i princippet rykke lidt rundt på resultatet. Det er også først i morgen, at der sættes navn på de 21 kommunalbestyrelsesmedlemmer, der skal træffe beslutninger for Hvidovre Kommune de næste fire år.
Hvidovres nuværende og måske kommende borgmester, Helle Adelborg, er meget positivt overrasket over valgets stemmeprocent.
- Det er kun positivt, at folk benytter sig af deres demokratiske ret. Det glæder mig også, at vi ser en stigning i hele landet. Det viser en øget interesse for kommunalpolitik. Vi var også kommet urimeligt langt ned (i stemmeprocenten -red.), siger Helle Adelborg til hvidovreavis.dk her til aften.