Fortsæt til indhold

Hvordan udnytter vi bedst de digitale løsninger i Køge Kommune

Arkiv
Af Inger Staahl Jensen, Lammestrupvej 46, Borup

Køgebugt Motorvejen udbygges til 4 spor, fremgang for Køge om omegn, det giver mere fart og ingen flaskehalse, men der er et område, hvor det halter.
Det er på bredbåndsområdet – for der er stadig områder i kommunen hvor der ikke findes bredbånds løsninger. Sagt populært, så henter vi stadig ”vand op af brønden”, eller sådan er fornemmelsen når man skal på internettet hvor der kun er TDC's gamle kobberkabler til brug. Man kan sågar ikke i vise områder bruge det mobile netværk, der mangler simpelthen master eller andet, der kan sørge for en god forbindelse.
Det betyder at en familie med en idé om en lille hjemmevirksomhed, landmændene eller de borgere, der gerne vil bruge kommunens digitale løsninger, konstant løber ind i problemer fordi nettet ikke virker.
Det bliver kun vanskeligere, når digitaliseringen betyder, at vi i højere grad skal tale med alt fra sygehuset til jobcentret eller skolen via nettet. For at kunne gøre dette er der behov for en mindre revolution udenfor byområderne, hvis alle skal have samme adgang til både bredbånd og det mobile netværk.
Udover at sørge for at alle har muligheden for at være med i den digitale verden, skal vi også have blik for dem der enten ikke har råd til at anskaffe sig udstyret – eller som er fremmede overfor at bruge IT. En af måderne til at løse dette er at sørge for at få rådgivning ud lokalt – og styrke ungdomsklubberne, så alle har adgang til en pc, også når skolerne og bibliotekerne har lukket.
I forhold til at få en bredbåndsløsning ud i hele kommunen kunne Køge kommune tilbyde SEAS-NVE, TDC eller andre udbydere, at man kunne få nettet ud i tyndtbefolkede områder gennem brug af kloaknettet, når det skal renoveres. Måske skulle det ligefrem tilbydes gratis. Det vil både være til gavn for erhvervsudviklingen i hele kommunen og for borgerne.
Nå, men nu kommer motorvejen og jernbanen snart – håber vi får hurtigere løsninger. Ellers endes det med at jeg kan komme til hurtigere til Skagen og retur igen med et e-brev end det kan komme gennem TDC's kobberkabler til kommunen.

Inger Staahl Jensen

Kandidat for SF Køge