Dansk Folkeparti i Køge ønsker intet mindre end ”Verdens Bedste Folkeskole”
Jeg vil gerne slå fuldstændigt fast at: Dansk Folkeparti ønsker ikke at lukke de små skoler, da vi mener de er livsnødvendige for de mindre lokalsamfund – og fordi mange børn trives bedst i mindre skoler.
Vi har netop nu en enestående chance for at forny hele vores skolesystem, således at vi får det optimale ud af de udfordringer vi står overfor. Jeg mener det er vigtigt at vi sikrer, at vi har en folkeskole for alle, så alle føler sig som en del af fællesskabet. Jeg ønsker at inklusion er en vigtig del af den fremtidige skole, men det må aldrig gå hen og blive en spare øvelse.
Pengene skal bruges på bedre undervisning, såsom f.eks. dobbeltlærer-ordninger og/eller flere pædagoger – og i tråd med tanken om differenceret undervisning. Det er vigtigt at være opmærksom på at vi har forskellige evner og interesser, og skolen skal indrettes så der tages videst muligt hensyn til den enkeltes evner og udviklingsmuligheder.
Jeg ønsker en skolestruktur hvor også de små og mindre skoler spiller en aktiv rolle. Jeg mener det er vigtigt, at der er muligheder for skolegang i alle afkroge af kommunen, også for de børn som ikke føler sig godt tilpas i de større skoler.
Jeg ønsker ikke at en skolereform resulterer i at affolke de små landsbyer, hvilket alt for ofte er konsekvensen, når man lukker de lokale skoler.
Her er det vigtigt, at lokalbefolkningen bakker op om de lokale skoler. Kun ved at bliver ved med at tilmelde deres børn i de lokale skoler (læs: få nogle flere børn), kan vi sende et tydeligt signal til politikerne, om, at den lokale skole har en eksistensberettigelse.
Uden lokalbefolkningens opbakning til de lokale skoler, er det yderst vanskeligt at bevare disse, for uanset hvor stort ønsket er om at bevare den lokale skole, så er der grænser for, hvor få elever der kan være i skolerne, før det vil være uforsvarligt at holde dem åbne.
Vi er dog nødt til at kigge på en struktur som tilgodeser både de tyndt befolkede områder samt det faldende børnetal. Jeg mener at det er muligt at finde en god og stabil løsning således at vi ikke bliver nødsaget til at lukke skoler.