Holmberg, Stine og Alice
Alice Jespersen fra Tøj og Skohuset i Gram overtager tøjforretningen Holmberg og Stine i Vojens
Overtagelse Lysten har været der længe, men hele baglandet skulle med for at det kunne blive en kendsgerning. Mandag kunne Alice Jespersen så løfte sløret for, at hun overtager RådhusCentret i Vojens’ største specialbutik – Holmberg & Stine. ”Vi ved endnu ikke helt præcis hvilken dato vi overtager den nye butik, men det bliver i foråret. Sikkert i marts-april måned,” fortæller en glad Alice Jespersen: ”Vi ønsker at holde helt og aldeles fast i det koncept som Ulla og Preben Holmberg har skabt, og det er jo heller ikke så langt fra det som vi har i butikken i Gram. Faktisk vil det gavne Gram-butikken meget, for nu kan vi få flere og bedre varer her. Varer, som vi ellers ikke kan komme i nærheden af,” fortæller hun. Alice Jespersen glæder sig over at ansatte hos Holmberg & Stine har sagt ja til at fortsætte med at arbejde for hende. Det er vigtigt for kontinuiteten, siger hun: ”Vi skal jo ikke lave om på noget som fungerer perfekt. Vi skal bare have indbygget nogle sko i sortimentet og ellers skal kunderne opleve butikken som det de kender, og har været glad for,” slutter Alice Jespersen.