Skal vi virkelig se os nødsagede til at flytte?
Vi har altid opfattet Køge Kommune som et godt sted at vokse op og ligeledes også som en kommune, som nye familier har villet bosætte sig i. Det er en god handelsby med et charmende præg af noget traditionelt, der er et godt byliv med rige muligheder for at være social, og der har altid været gode begivenheder, som har nået bredt ud til alle borgere.
Det overordnede nøgleord har generelt bare været: 'hygge'.
Men spørger man borgerne i dag, vil det nok ikke være ordet, 'hygge', der dukker op som det første – tværtimod. Det vil derimod være ord som 'kriminalitet', 'bander' og 'utryghed', der præger det ellers så hyggelige bybillede af Køge.
Emnet er en højtstående debat i valgkampen, og I, politikere, siger alle sammen, at I vil arbejde for at nedkæmpe og forebygge bandekriminaliteten i Køge – men ingen af jer siger konkret, hvordan I vil gøre det, og man kunne have en mistanke om, at nogle af jer primært bruger det som et kort i valgkampen. Derfor er vores spørgsmål til jer nu:
Hvad vil I og jeres partier gøre for, at Køge og omegn igen skal blive et hyggeligt og trygt sted at færdes? Hvor mange flere skal skydes og dræbes, før der gøres noget?