Fortsæt til indhold

Dirty Benny skilte vandene

Arkiv
Carl Skøtt

Dirty Benny skilte vandene

Fra H.C. Andersen ved vi, at når noget har stået i avisen, så er det sandt. Noget kan også være sandt, selv om det ikke har stået i avisen. Fx er det sandt, at Dirty Benny var den sten, der forhindrede det brede samarbejde i det nye Haderslev Byråd.

Sammen ville Venstre med 11 mandater og Socialdemokraterne med ni mandater have et komfortabelt flertal i byrådet, og det brede samarbejde, som begge partier har hyldet siden kommunesammenlægningen, kunne være fortsat.
... men der var lige Benny Bonde fra Liberal Alliance, der - uden selv at vide det - kom til at stå i vejen.

Socialdemokraterne blev nemlig ikke, som nuværende borgmester Jens Chr. Gjesing har sagt, holdt uden for. Han blev inviteret til forhandling med den kommende borgmester, H.P. Geil fra Venstre. Jens Chr. Gjesing kom med to ultimative krav: Benny Bonde måtte intet få, og han måtte ikke blive en del af samarbejdet. Desuden krævede Socialdemokraterne en betydningsfuld udvalgspost, hvor en kronprins kunne køres i stilling. Begge krav var ultimative.

Hans Peter Geil svarede med et blankt nej. Han foretrak et meget tæt samarbejde med Dirty Benny (øgenavnet er Bennys egen opfindelse), hvilket HP har givet et uomtvisteligt bevis for. Benny Bonde bliver viceborgmester og udvalgsformand. Godt skuldret af en énmandshær, der var oppe imod ni socialdemokrater. Også et klart udtryk for, hvor H.P. Geils sympati ligger.

Havkatten Calle