Fortsæt til indhold

Har vi helt glemt at vores børn og unge skal være hele mennesker?

Arkiv
Af Michelle Kappel, Lille Dalbyvej 13, Borup

Med forårets politiske storm skete der en del; der kom blandt andet en folkeskolereformen og ændringer i flere velfærdsydelser. Hermed blev de unge atter mødt med "uddan dig i en fart, ingen fjumreår eller fejlvalg".
I kommunen ser det ud til, at turen er kommet til de mindste; Økonomien er presset, derfor bliver de små proppet ind i daginstitutionerne med så få pædagoger som muligt, gerne praktikanter og ufaglærte- de er billigst. Også skolerne står for tur; hver elev skal koste så lidt som muligt.
Nogle af de lokale politikere siger højt, at de vil slå skolerne sammen, og spare de små skoler væk. ”Blå blog” siger enten intet, eller at de vil bevare alle skoler. Men usagt er det, at det højst sandsynligt vil ske ved at privatisere skolerne.

Vores børn og unge er af små årgange, det er deres skuldre, der skal bære os en dag, og derfor er der tilsyneladende ingen plads til at de leger, oplever verden eller gør fejl i blandt andet studievalg, men kan vi virkelig være det bekendt?
Kan vores unge virkelig ikke få lov at se lidt af den virkelige verden, før de finder deres hylde? Hvad har vi så travlt med? Vi skal jo formentlig arbejde til vi er mindst 68, før vi kan gå på pension. Jeg ved, at vi har en presset økonomi i kommunen, men har vi virkelig råd til ikke at støtte vores børn og unge i deres individuelle udvikling i trygge rammer?
Miljøpartiet Fokus stiller også op for at forbedre kommunens tilbud til børn og unge. I forhold til daginstitutionerne er der afsat penge fra staten, de skal bare bruges til det rigtige: flere pædagoger.

Af Michelle Kappel,byrådskandidat fra Miljøpartiet Fokus