Venstre har indtaget borgmesterkontoret
Med et kanonvalg sidder Venstremanden Claus Omann Jensen nu i borgmesterstolen i Randers Kommune. Med ikke færre end 7.677 stemmer tog han vælgerne med storm. Den afgående borgmester Henning Jensen Nyhuus fik 3.877 personlige stemmer
Der var næsten på forhånd dømt maratonforhandlinger i Randers, da der var spået dødt løb mellem de to fløje. Og sådan blev det også. Allerede klokken 21.30 i aftes begyndte forhandlingerne og forskellige studehandler at foregå på førstesalen på Laksetorvet, og ikke før kort før kl. 7.00 her til morgen forelå der et resultat. Frem kom Bjarne Overmark fra Beboerlisten og læste konstitueringsaftalen op til de udholdende pressefolk, der havde stået stand by hele natten med hjælp fra slik og spandevis af kaffe. Ved sin side havde han den nye borgmester Claus Omann Jensen.
Hele aftenen og natten igennem var der forhandlinger frem og tilbage mellem fløjene. Først løb de den ene vej - dernæst i rask gang til det næste lokale - sådan fortsatte det natten igennem, og ingen ville melde noget ud til de mange ventende politikere og pressefolk.
Ved 04.00-tiden kom kandidatlisten så endelig til det nye byråd, og derefter blev Laksetorvet stort set tømt. Kun de få politikere, der endnu var i forhandlinger, blev tilbage - nu kunne man kun vente på, at partnerne blev enige.
Nye i byrådet er blandt andet Katrine Fruelund (V), der kom ind med 793 stemmer og Torben Hansen (A), der endnu sidder i Folketinget. Han slugte hele 3.376 lokale stemmer.
Der var rekord stort valgdeltagelse hele 72,7 procent.
I Randers kommune er der 75.611 stemmeberettigede, og heraf valgte altså knap 73 procent at stemme.
Hele aftenen fra der var talt 36 procent af stemmerne talt op, og til man havde nået det fulde antal, blev der stort set ikke rykket på mandatfordelingen, og derfor kunne de forskellige partier hurtigt indlede deres forhandlinger i de forskellige lokaler, der var indrettet dertil. Med brunt papir for vinduerne kunne de i ro og mag forhandle sig frem til en aftale - en aftale der altså lod vente længe på sig.
Omkring midnat stod tidligere borgmester Michael Aastrup Jensen frem på tv sammen med afgående borgmester Henning Jensen Nyhuus. Hvor lang tid vil forhandlingerne tage, blev der spurgt. Michael Aastrup Jensen var ukuelig optimist og spåede et par timer, mens Henning Jensen Nyhuus måske havde set skriften på væggen og spåede, at forhandlingerne ville trække ud til ved kl. 7.00-8.00 tiden. Og det viste sig at holde stik - lige som enkelte var ved at give op, og andre kom tilbage efter at have været hjemme at vende til vagtskifte, stillede pressen op, da konstitueringsaftalen langt om længe blev læst op.
Det nye byråd:
Claus Omann Jensen (V) 7677 stemmer, Henning Jensen Nyhuus (A) 3.877 stemmer, Katrine Fruelund (V) 793 stemmer, Torben Hansen (A) 3376 stemmer, Anders Buhl-Christensen (V)779 stemmer, Bjarne Overmark (L)3257 stemmer, Frank Nørgaard (O)1796 stemmer, Leif Gade (A)826 stemmer, Louise Høeg (V)66 stemmer, Susanne Koch (A)553 stemmer, Christian Boldsen (V)617 stemmer, Lars Søgaard (V)615 stemmer, Ellen Petersen (A)530 stemmer, Kim Kristensen (L)156 stemmer, Daniel Madié (C)1186 stemmer, Steen Bundgaard (A)529 stemmer, Anders Primdahl Vistisen (O)408 stemmer, Mikael Firlings Mouritsen (A)511 stemmer, Christian Brøns (V)390 stemmer, Kasper Fuhr Christensen (Å)697 stemmer, Jens Peter Hansen (V)303 stemmer, Fatma Cetinkaya (A)458 stemmer, Mark Pring (V)301 stemmer, Mogens Nyholm (B)469 stemmer, Iben Sønderup (A)391 stemmer, Helle Skøtt (V)291 stemmer, Morten Grosbøl (O)98 stemmer, Ole Skiffard (A)361 stemmer, Jens Laursen (L)170 stemmer, Christina Kjærsgaard (V)283 stemmer, Charlotte Broman Mølbæk (F) 558 stemmer.
Konstitueringsaftalen indgået mellem Venstre, Beboerlisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Velfærdslisten i Randers Kommune.
I forlængelse af kommunalvalget er der mellem ovennævnte partier indgået aftale om konstituering i Randers Byråd med virkning fra 1. januar 2014 og til 31. december 2017.
Partierne forpligter sig til at stemme på Claus Omann Jensen som borgmester
Partierne forpligter sig til at stemme på Mogens Nyholm som 1. viceborgmester
Partierne forpligter sig til at stemme på A+ som 2. viceborgmester
De stående udvalg ser ud som følgende:
Økonomiudvalget har borgmesteren som formand og derefter en repræsentant fra de øvrige partier
Beskæftigelsesudvalget er der afsat en formandspost til Socialdemokratiet
Børn og skoleudvalget har Bjarne Overmark som formand
Kultur- og fritidsudvalget har Mogens Nyholm som formand
Miljø- og teknikudvalget har Frank Nørgaard som formand
Socialudvalget og ikke arbejdsmarkedsrelaterede har Kasper Fuhr Christensen som formand
Sundheds- og ældreudvalget har Kasper Fuhr Christensen som formand
Erhvervs- og landsdistriktsudvalget har Daniel Madié som formand
Børn og ungeudvalget har Kasper Fuhr Christensen
Se evt. fotogalleri fra valgaftenen/natten et andet sted på dinavis.dk