Så blev juletræet tændt foran Greve Rådhus
JUL: Torsdag den 28. november kom julen til Greve.
Skaf jer lidt tid, så I ikke bare når at holde jul. Men også nyder at holde jul.
Det var budskabet fra borgmester Hans Barlach, inden han tændte lysene på juletræet.
Børn med nissehuer og røde kinder stod med forældre og bedsteforældre og ventede på juletræet. Greve Ungdomsorkester spillede bjældeklang. Naboer og bekendte hilste på hinanden og småsnakkede hyggeligt i vintermørket.
Borgmester Hans Barlach indledte med at fortælle om det store juletræ. Det kommer fra skovene ved Gissenfelt, er 45 år gammelt og 16 meter højt. De imponerende tal udløste en anerkendende mumlen hos både børn og voksen.
”Hvad glæder I jer allermest til?” spurgte Hans Barlach børnene:
”Er det julekalender? Julegaver? Eller julehygge?”
Julegaverne fik det højeste bifald, men julehyggen var der også mange børn, der så frem til.
Borgmesteren selv glæder sig også mest til julehyggen, fortalte han. Og så opfordrede han de travle børnefamilier til at skaffe lidt tid. Bare en time en gang imellem til at være sammen.
- Jeg ved, at når man sidder 3. juledag og overvejer, om julen blev god. Så er det tiden, som gør udslaget. Den tid, hvor man var sammen. Den tid, hvor man grinede. Den tid, hvor man oplevede julehygge, sagde Hans Barlach.
Efter talen delte han og andre fra rådhuset godteposer ud til alle børn.
pm