Fire unge anholdt for forsøg på indbrud
SOLRØD: Politiet blev lørdag eftermiddag kl. 16.20 kontaktet af en beboer på Bæktoften i Solrød Strand, der netop havde set en gruppe på fire personer komme ud fra en nabohave på stedet. To af personerne havde skruetrækkere stikkende op af baglommen.
Naboen fulgte efter gruppen og kunne dirigere en politipatrulje hen til de fire personer, der viste sig at være to 19-årige, en 17-årig og en 18-årig mand - alle fra Solrød Strand.
De fire havde ingen forklaring på hvorfor de havde været inde i haven og de blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.
Ved en efterfølgende ransagning, blev der hos en af de anholdte fundet genstande, der formentlig stammede fra andre indbrud.
Politiet undersøger fortsat sagen og om de anholdte kan knyttes til yderligere indbrud.
pm