Fortsæt til indhold

Jeg er meget overvældet

Arkiv
Rune Weitling

Sammen med Venstre må Enhedslisten siges at være valgets store sejrherre i Esbjerg Kommune.
Partiet på venstrfløjen kunne notere sig et kanon valg, da stemmerne var talt op, hvilket betyder, at man ikke blot får et, men to mandater i det nye byråd:
""Hvis de her tal holder, så ser det ikke bare ud til, vi har sprunget lydmuren. Så ser det ud til, vi har hoppet den igennem to gange," lød det tidligt på aftenen fra spidskandidat Henning Overgaard, der sammen med partiets anden spidskandidat Sarah Nørris, har markeret sig stærkt i valgkampen på partiets vegne.
Og selvsamme Henning Overgaard fik også personligt et flot valg med hele 1.453 stemmer, hvilket gør ham til den femtestørste stemmesluger i kommunen.
"Det gør mig sgu ærlig talt lidt rørt," sagde Henning Overgaard ud på sene timer og fortsatte:
"Det er overvældende. Det er langt mere end jeg havde turde drømme om og håbe på. Jeg ærgrer mig dog over, hvordan det endelige byråd kommer til at tage sig ud. Ledelsesretten er hos blå blok, og man må anerkende Venstres flotte valg," lød det fra Henning Overgaard, som dog straks afbrød sig selv:
"Men vi vil kæmpe for maksimal indflydelse, og intet kan pille ved vores sejr i aften. Jeg er meget, meget glad for opbakningen, som jeg tror skyldes, at vi har stået fast på vores politik. SF betaler en pris for det ansvar, partiet har taget, og jeg synes, det er synd. Det må jeg sige. Men jeg er overvældet og lykkelig for vores valgresultat."