Tryghedspulje takker af
KØGE: Byrådets pulje Tryghed og Godt Ungeliv fik tilbage i 2012 i alt 12 mio. kr. til at skabe tryghed på tværs af hele kommunen. På byrådsmødet tirsdag takkede puljens arbejdsgruppe af med en status over, hvad Køge har fået for pengene. Arbejdsgruppen afslutter sit arbejde, fordi de sidste godt 5 mio. kr. i puljekassen skal bruges til at styrke kommunens ungdomsklubber – det sker som led i årets budgetforlig.
- Tryghedspuljen har gjort en forskel. Jeg er særligt glad for det gode samarbejde, vi har haft med foreninger og frivillige, som virkelig har taget ansvar og budt ind med projekter, der giver børn og unge et alternativ til at hænge ud på gaden. Tryghed og Godt Ungeliv har givet os mange gode erfaringer, som nu føres videre, siger borgmester Marie Stærke, som også har været formand for tryghedspuljens arbejdsgruppe.
Tryghed og Godt Ungeliv har også støttet en grundig analyse af, hvordan Køges unge kan få det bedst mulige klubtilbud – en undersøgelse, som bl.a. pegede på, at ungdomsklubberne skal ud i lokalområderne, hvor de unge er.
Det er bl.a. med afsæt i denne undersøgelse, at ungdomsklubberne i Køge Kommune nu får et markant løft.
pm