Fortsæt til indhold

Niels Duedahl er årets leder

Arkiv
Arkiv

Direktøren for energi- og teleselskabet SE i Esbjerg Niels Duedahl blev i dag kåret som Årets Leder 2013. Det skete på konferencen Ledelsens Dag i København.
46-årige Niels Duedahl er Cand.polit. fra Københavns Universitet og har været administrerende direktør i SE (Det tidligere Syd Energi) siden 2009. Her har han på få år skabt succes og vækst med købet af tv- og bredbåndsudbyderen Stofa, og SE er nu et af landets største elselskaber og udbyder af fibernet. Det skriver Lederne.dk.
Niels Duedahl er valgt til Årets Leder af danske ledere ved en demokratisk afstemning her på Ledernes hjemmeside blandt fire kandidater. Til grund for nomineringen ligger blandt andet hans evner til at generere indtjening og vækst ved at satse stort. Udover at være en dygtig forretningsmand er Niels Duedahl også kendt for at sikre, at lokalområdet, som SE er en del af, forbliver et udviklende og attraktivt sted at bo og arbejde.
Niels Duedahl er den 12. modtager af Danmarks fornemmeste lederpris. Tidligere er prisen som Årets Leder gået til blandt andre Nils Smedegaard-Andersen fra A.P. Møller-Mærsk (2007), skoleleder på Rådmandsgade Skole på Nørrebro i København Lise Egholm (2011) og koncernchef for Grundfos Carsten Bjerg (2012).
"Jeg er pavestolt! Det er ledere selv i hele Danmark, der har stemt, og det gør mig ekstra glad. Jeg giver straks skulderklappet videre til alle medarbejdere i SE, der hver dag gør et hammergodt stykke arbejde. Som hold er det vigtigt for os at være der for vores kunder, og at SE betaler tilbage til det samfund, vi er en del af. Det er netop begrundelsen for, at jeg blev indstillet, så det er en enorm anerkendelse til alle medarbejdere," siger en glad Niels Duedahl til SE's hjemmeside.