Fortsæt til indhold

The end

Nu er både verdenspresse og politikere draget hjem. Så Sisse håber på ro og julefred i familiens hjem

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Det har mildt sagt været nogle strabadserende dage for Sisse Stæhr fra Haderslev. I forvejen var der lidt fokus på den 31 årige fordi hun stod frem og fortalte om sin noget langsommelige arbejdsprøvningssag, som har gjort at hun står uden forsørgelsesgrundlag.
Men tingene tog fart da en mail-træfning med Liberal Alliances Joachim B. Olsen ledte til, at Sisse inviterede ham til at komme og bo hos familien i nogle dage. Så kunne han se, at kontanthjælp ikke er en 'luksusydelse', således som han har kaldt det i den offentlige debat.
Den tidligere kuglestøder og vild med-danser skulle dog ikke nyde noget. Han takkede nej, også selv om dagbladet BT forsøgte at lægge pres på ham. Skriveriet i avisen fik dog andre op af stolen.
Først meldte "Pressen på P3" sig og fik lov at parkere en journalist i en campingvogn i familiens baghave, og siden meldte også Liberal Alliances Aarhus-politiker Lars Boie Mathiesen sig som gæst.
Nu er alle gæster draget hjem. Oplevelsen har været lidt op og ned for Sisse. Du kan læse om det i din avis på tirsdag, men på plussiden var helt sikkert mødet med Lars Boie Mathiesen, der får mange positive ord med på vejen:
"Det var meget positivt at møde en politiker, der i den grad gav sig tid til at lytte og forstå. Og som var så god til at forklare, hvorledes han kunne se løsninger. Den slags politikere måtte vi godt få flere af," siger Sisse.
På minussiden var, at det har været svært for Sisse at få sit budskab ud. Hun ville gerne fortælle at alt dette ikke handler om hendes økonomi og om at det er synd for hende og familien. Det handler om et ikke fungerende system og om uforskyldt at komme i en situation man ikke har kunnet forebygge - og ikke kan påvirke, siger hun. Læs mere i avisen på tirsdag.