Fortsæt til indhold

To mænd anholdt med 8000 liter dieselolie fra Fanø

Arkiv
Arkiv

En årvågen borger på Fanø underrettede tirsdag aften politiet om, at han flere gange havde set en udlejningslastbil på øen. Samtidig har der været en serie indbrud og tyverier af dieselolie forskellige steder på øen. Nu havde borgeren så set lastbilen igen.
Da en patrulje klokken 22.25 stod klar som velkomstkomite ved færgelejet i Esbjerg, kunne politifolkene så ganske rigtigt konstatere, at der på ladet af lastbilen var beholdere med i alt 8000 liter diesel- eller fyringsolie samt udstyr til at pumpe det op i beholderne.
De to mænd i lastbilen på henholdsvis 29 og 31 år fra Hobro blev anholdt.

Har du mistet olie?

Nu har politiet så brug for hurtig hjælp fra ejere af både helårs- og sommerhuse samt virksomheder på Fanø til at få konstateret, hvor olien er pumpet op fra. Derfor bedes man så hurtigt som muligt undersøge, om der er forsvundet olie fra ens tank til enten opvarmning eller brændstof.
Har du set den gule lastbil?
Politiet vil også gerne høre fra mennesker, der enten i går eller længere tilbage i tiden har set en stor lastbil med gul presenning og med lift på bagenden og med påskriften ”Møbelopbevaring. Lej en boks. Lån en flyttebil.”
Alle henvendelser skal ske på telefon 1-1-4 til lokalpolitiet i Esbjerg.