Ny borgmester forhandler videre i dag
Den nye flertalsgruppe bag Erik Lauritzen mødes til nye forhandlinger i dag
Erik Lauritzen vandt i nat borgmesterkæden tilbage til Socialdemokraterne.
Det sker på et flertal bestående af Socialdemokraterne, Slesvigsk Parti, Fælleslisten, Enhedslisten og Konservative.
"Jeg er glad for at det lykkedes at samle fem partier i et bredt flertal hen over midten," siger Erik Lauritzen.
De fem partier mødes ved middagstid i dag til nye forhandlinger på rådhuset, så den endelige konstitueringsaftale er endnu ikke på plads.
Det lægger dog fast, at Stephan Kleinschmidt bliver formand for et nyt regionalt samarbejdsudvalg, mens de konservative får formandsposten i et nyoprettet erhvervsudvalg. Samtidigt er det aftalt, at dækningsafgiften afskaffes og skatten ikke må stige i den kommende valgperiode. Aase Nyegaard bliver 1. viceborgmester. Derudover ventes både Enhedslisten og Fælleslisten at få én formandpost.
Flleslisten fik en kraftig lussing af vælgerne, da partiets mandattal blev reduceret fra otte ved sidste valg til kun to.
"Det er borgmestereffekten. Borgerne har straffet os for de sidste fire år. Det må jeg tage til efterretning," siger afgående borgmester Aase Nyegaard.
”Vi har fået et bredt og stabilt flertal, og Slesvigsk Parti har fået et stort skulderklap med tre mandater. De mandater skal nu i arbejde,” siger Stephan Kleinschmidt.
”Vi sætter et stort aftryk på konstitueringsaftalen, og nu vil vi sætte gang i arbejdet for de udsatte og de over 6.000 ledige i kommunen,” siger Anders Brandt fra Enhedslisten.
”Vi får formandsposten i et helt nyt erhvervsudvalg, der vil skal skabe bedre rammer for erhvervslivet. Samtidigt afskaffer vi dækningsafgiften, ligesom som der ikke kommer skattestigninger de næste fire år,” siger Ole Wandahl Stenshøj, der endnu ikke ved, om han bliver det konservative medlem af byrådet, da stemmerne ikke er talt op endnu.