Fortsæt til indhold

Aftale om politiske udvalg er på plads i Køge

Et flertal i det nye Køge Byråd har indgået en bred aftale om de overordnede politiske udvalg og poster i den kommende byrådsperiode.

Arkiv
Arkiv

KØGE: Rammerne for arbejdet i det nye Køge Byråd er nu lagt. Der er lavet en bred politisk aftale, der omfatter seks af Byrådets syv partier og repræsenterer 17 ud af de 27 medlemmer.
Det har netop været magtpåliggende for parterne at få flertallet bredt ud.

Med den nye aftale er Flemming Christensen (K) ny borgmester. Marie Stærke (A) bliver 1. viceborgmester, mens Venstre får 2. viceborgmesterposten.
I forhold til den nuværende udvalgsstruktur er der følgende ændringer for den kommende byrådsperiode:
Økonomiudvalg

Økonomiudvalget får ni medlemmer (mod syv medlemmer i øvrige udvalg), og alle partier bliver repræsenteret i udvalget. Borgmesteren er født formand for udvalget.
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg

Der oprettes et Erhvervs - og Arbejdsmarkedsudvalg med Marie Stærke (A) som formand. Erhvervsområdet flyttes således fra Økonomiudvalget til det nye udvalg sammen med arbejdsmarkedsområdet, mens integration fremover vil være et dagsordenspunkt, der skal behandles i alle udvalg.
Ambitionen med det nye udvalg er at styrke erhvervsarbejdet markant og få mere synergi mellem erhvervsindsatsen og indsatsen for at få flere borgere i arbejde. Kommunens erhvervsservice skal samtidig være mere effektiv og positiv i sin tilgang til virksomhedernes ønsker.
Børneudvalg og Skoleudvalg

Børne- & Ungdomsudvalget deles op i et Børneudvalg og et Skoleudvalg. Børneudvalget får Lissie Kirk (A) som formand, mens Jacob Mark (F) bliver formand for Skoleudvalget.

De to nye udvalg skal give et stærkere fokus på børns udvikling hele vejen fra vugge til job generelt, og samtidig sikre at Køge Kommune kommer godt i mål med implementeringen af den nationale folkeskolereform og får gennemført en ny lokal skolestruktur.

Familierådgivningen hører under Børneudvalget, mens PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) fremadrettet vil ligge under Skoleudvalget.
Ejendoms- og Driftsudvalg

Ejendomsudvalget lægges sammen med ETK-udvalget til et Ejendoms- og Driftsudvalg med Torben Haack (F) som formand.
Kultur- og Idrætsudvalg

Kulturudvalget bliver til et Kultur- og Idrætsudvalg med Erik Swiatek (A) som formand. Ændringen indebærer, at idrætsområdet får et løft og mere fokus fremadrettet.
Social- og Sundhedsudvalget

Social- og Sundhedsudvalget fortsætter med Dora Olsen (O) som formand.
Teknik- og Miljøudvalget

Teknik- og Miljøudvalget fortsætter med Erling Larsen (A) som formand.
Havnebestyrelsen

Havnebestyrelsen vil fremover tage sig af både Køge Havn og Køge Jorddepot, mens det nuværende paragraf 17, stk.4 udvalg nedlægges. Havnebestyrelsen får Marie Stærke (A) som formand.
Energiforsyningen

Energiforsyningens bestyrelse fortsætter med syv medlemmer, hvoraf de fem skal udpeges blandt Byrådets medlemmer. Desuden er der to medarbejderrepræsentanter og fra maj 2014 yderligere to medlemmer valgt af forbrugerne. Torben Haack (F) bliver formand.
Øvrige råd og nævn

De øvrige mange råd og nævn bliver som tidligere besat med medlemmer, der er udpeget af partierne efter gældende regler.
Den formelle konstituering i det nye Byråd sker på byrådsmødet tirsdag den 3. december 2013.