Fakkelgården bedste læreplads i DK
Restaurant Fakkelgaarden er indstillet af kokkeelev Christina Wittendorff Dunker, der går på Kokkeuddannelsens hovedforløb 3 på EUC Syd.
I sin indstilling lægger hun vægt på, at hun elsker sin arbejdsplads og nyder hvert et øjeblik.
Som elev bliver hun opfordret og udfordret til at tage initiativer og til arbejde med sin kreativitet - og handlekraft bliver belønnet! Bl.a. er Christina stolt over at være kommet med idéer til nye snacks, som bliver serveret på restauranten, og at hun har udviklet en sauce, som nu er at finde på restaurantens a la carte-kort.
I uddrag skriver Christina bl.a.
”Der udvises en enorm tillid og tiltro til os, og viser vi initiativ til at blive bedre, gør de alt i deres magt for at hjælpe os”. Og samtidig, skriver Christina, er der plads til at fejle – også når man laver den samme fejl flere gange udvises der forståelse: ”Vi hjælper alle hinanden og ingen efterlades”.
”Vores uddannelse er vores eget ansvar, men på Fakkelgaarden er der stor kommunikation mellem vores skole EUC Syd og vores arbejde”, og er der noget der skal forbedres og arbejdes med til næste skoleperiode, ”så bliver der taget hånd om det fra køkkenchefernes side, og de hjælper os personligt med det eventuelle problem eller rettelse”.
Christina og de øvrige lærlinge får fx også lov - ja de opfordres til - at deltage i konkurrencer, hvor de oplever spændingen og det at udvikle sig ved at presse sig selv bl.a. på tid og innovation. De lærer af det og bliver dygtigere, og Christina beskriver, at ved sådanne lejligheder ikke bare financierer Fakkelgaarden deltagelsen, køkkencheferne møder også op og udviser interesse for resultaterne og omsorg for deres lærlinge.