61-årig mand indebrændt i Bjæverskov
BRAND: En 48-årig kvinde fra Regnemarksvæket i Bjæverskov slog torsdag aften kl. 18.44 alarm til brandvæsen og politiet, idet hun netop havde reddet sig ud af sin bopæl.
Samleveren – en 61-årig mand fra Bjæverskov – befandt sig stadig inde i det røgfyldte hus.
Brandvæsnets røgdykkere fandt ham livløs, og trods genoplivningsforsøg i ambulancen på vej til hospitalet måtte en læge erklære ham for afgået ved døden.
De to beboere havde sovet i hvert sit rum i stueplanet, da kvinden vågnede på grund af en kraftig røgudvikling.
Kvinden blev også indbragt til skadestuen til kontrol for røgforgiftning.
Brandvæsnet fik slukket branden, der medførte omfattende skader i stueplanet samt mindre skader på 1. salen.
To hunde omkom også i forbindelse med branden, som fredag skal undersøges nærmere af politiet for at finde årsagen til dens opståen.
pm