Fortsæt til indhold

Undersøgelser på Nordstranden fortsætter

En omfattende geofysisk undersøgelse viser, at der gemmer sig 5 – 10 objekter under jordoverfladen på Nordstranden i Køge. Men det er endnu uklart, om det er gamle tønder fra Kemisk Værk Køge eller noget helt andet.

Arkiv
Arkiv

FORURENING: Gennem tre dage har et geofysisk rådgivningsfirma med avanceret specialudstyr finkæmmet en større del af Nordstranden omkring 800 m nord for Køge Marina – dér hvor en borger mente, at der kunne være gravet kemikalier fra det tidligere Kemisk Værk Køge (KVK) ned på stranden i 1950'erne.
Undersøgelsen har blandt andet omfattet brug af et protonmagnetometer, som kan registrere objekter i helt ned til 10 meters dybde.
Trods gennemgang af både land- og havområde er der ikke gjort fund af de op mod hundred tons kemikalier, som blev anmeldt til kommunen. Men metaldetektorer viste nogle uregelmæssigheder i jorden, som efterfølgende er blevet undersøgt med georadar.
Georadaren har afsløret 5 – 10 ukendte objekter 2-3 meter under jordoverfladen – men hvad det præcist er, skal nye undersøgelser nu afdække.
- Forurening er en alvorlig sag, og derfor vil vi også være helt sikre på, hvad det er georadaren reagerer på – om det er gamle tønder, andre genstande af metal eller bare træstammer. Hvis det viser sig at være tønder eller metal, bliver sagen overdraget til Region Sjælland, som så vil undersøge, om jorden omkring genstandene er forurenet, fortæller Natur- og Miljøchef i Køge Kommune, Bjarne Svendsen.
Region Sjælland har en vigtig rolle bl.a. ved registrering af grunde, som er mistænkt for at være forurenet. Køge Kommune er i dialog med Region Sjælland.
Det er ikke nyt for Køge Kommune, at der har været en deponi hos KVK, som blev etableret i 1954. Matriklen er derfor pt. registreret som forurenet grund, hvor alt grundvand fra området opsamles med et drænsystem og ledes til Sun Chemical's renseanlæg. På den måde undgås det, at forurenet grundvand spreder sig til lagunen ved Nordstranden og Køge Bugt.
Kommunen forventer at modtage de endelige resultater fra Nordstranden medio december.
pm