Det er et super scenarie
Gruppeformanden ualmindelig tilfreds med valgaftenens forløb.
De Konservatives spidskandidat Henrik Vallø var en anelse usikker, da Lokalavisen fangede ham tidligt på valgaftenen:
"Jeg håber, at vælgerne vil kvittere for det arbejde, jeg har lavet de sidste fire år i byrådet, men jeg må jo også erkende, at jeg er lidt nervøs for, om de landspolitiske tendenser vil slå igennem her også."
Da klokken havde passeret 02.00 var tonen noget bedre og smilet overordentlig bredt hos De Konservatives spidskandidat. her stod det klart at Venstre havde fået 15 mandater, DF 2 og De Konservative 1. Dermed kan Henrik Vallø sammen med Venstre skabe et flertal i det kommende byråd, og man er ikke længere afhængige af Freddie H. Madsen og søn på samme måde som tidligere.
"Det er et super scenarie. Det betyder maksimal indflydelse, at vi kan lave det flertal. Jeg havde ikke turde håbe på det her. Nu kan vi lave masser af borgerlig politik, som vi ikke får svært ved at blive enige om. Jeg kan også personligt komme igennem med flere af mine mærkesager, formoder jeg," lød det fra Henrik Vallø, der også uddeler roser til sit kampagneteam og ikke mindst løfter sløret for, at han igen vil gå efter posten som formand for Arbejdsmarkedsudvalget og Socialudvalget.