Idrætsforeningernes indsats
Når Randers Kommune havner på en 72. plads ud af 93 i DIF´s undersøgelse; ”Idrætsforeninger i Danmark – rammer og vilkår”, så er det naturligvis ikke godt nok. Det skal der gøres noget ved.
De mange frivillige ledere og hjælpere i idrætsforeningerne yder en uvurderlig stor indsats på mange områder. Det sociale aspekt er et centralt element, og der foregår samtidig en vigtig demokratiuddannelse, hvor man lærer om normer, værdier og tolerance, og idrætsforeningerne er hermed med til at modvirke samfundets omdiskuterede individualiseringstendens.
Idrætsforeningernes bidrag til sundheden er åbenlys og utrolig vigtig i Randers Kommune, hvor vores sundhedsprofil ikke er så god, som den kunne være. Idrætten i Randers Kommune er desuden i meget høj grad med til at brande kommunen og dermed ikke kun indadtil men også udadtil meget værdifuld for kommunen.
I den kommende skolereform får idrætsforeningerne en ny og stor rolle, og det er vigtigt, at idrætsforeningerne føler sig taget godt i mod og lyttet til, for deres indsats kan få kolossal betydning for fremtidens sundhedsprofil i Randers Kommune.
Skolereformen vil formentlig, - og forhåbentlig – betyde et større brug af og dermed et større slid på idrætsanlæggene, og det skal der naturligvis tages højde for. Jeg mener derfor, at investeringer i idrætsanlæg skal vægtes højt i den kommende byrådsperiode, og at forslaget fra SIKR om en 10-årig investeringsplan skal tages med i byrådets sagsbehandling. Investeringerne vil give sikkert afkast.
Louise Høeg
Byrådsmedlem og byrådskandidat (V)
Knud Lavards Vej 14
8960 Randers