Fortsæt til indhold

Flere tilbud i Sundhedshuset

Arkiv
Arkiv

Et udvidet samarbejde mellem Helsingør Kommune og Region Hovedstaden betyder, at Sundhedshuset fremover vil huse flere sundhedstilbud til borgerne.
Fra 1. februar 2014 kan KOL-patienter få rådgivning i Sundhedshuset i Murergade, Helsingør. Derudover kommer Sundhedshuset i løbet af 2014 også til at tilbyde koordineret fødsels- og forældreuddannelsestilbud samt netværksmøder for særligt udsatte gravide. Det er resultatet af et udvidet samarbejde mellem Helsingør Kommune og Region Hovedstaden.
Sundhedshuset i Murergade er i øjeblikket en afdeling af Nordsjællands Hospital og dermed Region Hovedstaden med blandt andet akuttilbud og vagtlæge. Men det nye samarbejde betyder, at kommunale ydelser også får plads i Sundhedshuset.
"Jeg er rigtig glad for, at vi nu har udvidet samarbejdet med Region Hovedstaden. På den måde får vi et Sundhedshus, der rummer endnu flere sundhedsfaglige ydelser til borgerne. På sigt vil samarbejdet også være det nødvendige fundament for at udvikle et helt nyt Sundhedshus til borgerne," siger borgmester Johannes Hecht-Nielsen.

Åbent hus for KOL-patienter

Det er en styregruppe med kommunale og regionels repræsentanter, der har peget på, hvilke sundhedsfaglige kommunale ydelser, der med fordel kan tænkes med ind i et sundhedshus, og den første anbefaling er ”Åbent hus-rådgivning for KOL-patienter”.
Erfaringer viser nemlig, at KOL patienter ofte har spørgsmål til symptomer og problemstillinger, som de ikke ved, hvor de skal henvende sig for at få rådgivning. Rådgivningen bliver bemandet af en kommunal og en regional sygeplejerske.