Køge Skoleorkester og Arne Svendsen fjret med maner
KØGE: Lørdag eftermiddag og aften dannede festsalen på Køge Gymnasium ramme om Køge Skoleorkesters årlige julekoncert, som i år var en helt særegen af slagsen.
Det var nemlig 25. år i træk at Køge Skoleorkester afholdt koncerten, og samtidig kunne dirigent Arne Svendsen markere 50 år som dirigent i Køge Skoleorkester.
- Det blev en helt igennem rigtig dejlig dag. Det blev en flot koncert hvor orkesteret spillede rigtig godt, og årets solist, operasanger Elsebeth Dreisig var et rigtigt hit hos publikum, fortæller Gitte Mæller, formand for Køge Skoleorkester til Lørdags-Avisen.
Under koncerten blev jubilaren Arne Svendsen hyldet af publikum, og der blev holdt flere taler – bl.a. af borgmester Marie Stærke, leder af Køge Musikskole Asbjørn Keiding og Gitte Møller.
Efter koncerten, der blev overværet af ca. 175 publikummer, blev der afholdt reception for dirigent Arne Svendsen, og det blev et tilløbsstykke. Der blev budt på masser af god mad, tilberedt af Arne Svendsens hustru og den store overraskelse for Arne Svendsen blev, da Køge Byorkester dukkede op og sammen med Køge Skoleorkester og en række tidligere kolleger spillede en lille koncert for den afholdte dirigent.
pm