Pinlig start for nyt byråd
Endnu inden det nyvalgte byråd i Haderslev Kommune er trådt i funktion har den kommende borgmester, Hans Peter Geil samt borgerlige medpolitikere, lavet en pinlig fejl. Geil har godt nok i mange år været borgmester i først Gram Kommune og siden i Haderslev Kommune, men styrelsesvedtægten kender han ikke.
Det betyder, at det nye byråd, der har brugt konstitueringsfasen til at besætte alle de politiske poster, der er penge, prestige og indflydelse i, i overmodig grådighed også har udset en post til én i La Familia (udtrykket er afledt af den kommende borgmesters fordanskede mafia-betegnelse for det nye flertal i byrådet), som flertallet ikke kan få ifølge styrelsesvedtægten.
De radikales Børge Koch er af La Familia udpeget til posten som 2. viceborgmester. Ifølge styrelsesvedtægten skal alle poster besættes efter forholdstal, så mindretal i byrådet også medvirker til at repræsentere byrådet udadtil - sådan som også det borgerlige mindretal i det nuværende byråd har haft rigtig god mulighed for, men som det kommende flertal ikke har noget ønske om.
Pr. automatik tilfalder posten som 2. viceborgmester derfor Socialdemokratiet - så Geils gave til de radikale og Koch, der i Haderslev Kommune er gået i forbund med både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, er reelt ikke noget værd.
Det er posten som 2. viceborgmester heller ikke. Det er en post, man giver reservens reserve for at få ham til at blive i folden, hvor han ingen skade gør. Eller en pyntefjer til taberne.
Socialdemokratiet har nu to muligheder. De kan sætte en streg i sandet og sige: Her i kommunen følger vi reglerne, så den er post er vores. De kan også smile overbærende og sige: Hvis I virkelig mener, at der er god politisk og borgervenlig signalværdi i den post, så må I gerne få den. Vi vil hellere diskutere politik og samarbejde.
Det vil være det samme som at strø både sukker og salt i La Familias egoistiske fremfærd over for en slagen modstander, der trods alt tæller en tredjedel af kommunens befolkning.
Havkatten Calle